Uncategorized,

Acceptfasen, sorgen og glæden…..

I er mange der har skrevet til mig- tusinde tak for jeres rørende og kærlige beskeder og historier… Tak…af hele mit moderhjerte……

Særligt én historie har rørt mig dybt og derfor skriver jeg et svar til Anne, herinde på bloggen.

Kære Anne.

Vi er mange, der ved hvad det vil sige, at være “ny-diagnosticeret”.
Du er IKKE alene. På INGEN måde. Du står midt i orkanens øje – på vej ind i afgangshallen…. Du skal ud på CP-rejsen.
En rejse du ikke har drømt om – men en rejse du har vundet…. Tvangs-vundet….

Beskeden om, at din lille guldklump ikke er, som du havde drømt om -sender dig og din familie på en ny rejse sammen….
Det er en sorg. En KÆMPE sorg. DU har jo mistet det, du drømte om – og i stedet har du fået dét, alle mennesker frygter gennem hele deres graviditet.
“Tænk hvis jeg får et handicappet barn…”.

Nu ved du (og jeg – og en masse andre derude) at det IKKE kun sker for naboen.

Vi er mange, der har sat os i flyet og begivet os ud på CP rejsen.
Mange, der ligesom dig, har grædt en milliard tårer over tabet af drømmen og frygten for fremtiden. Og tro mig:
Dit fly er lige lettet. Det er hårdt, at få så tung en maskine i luften. Den absolut hårdeste tid, på hele din CP-rejse. For guderne skal vide, at det hele vender – og du bliver glad igen -du skal “bare lige” op i luften. Du skal op over skyerne og se solen.

Der går noget tid med, at finde roen i maven oven på sådan en besked. En besked, fortalt af en fagperson, der ikke kan forestille sig den knude din mave indeholder lige nu. En besked, der ændrer dit liv og din familie, for altid.

Kig på din lille guldklump. UANSET HVAD der puttes af diagnose-labels på hende, vil hun ALTID være din. Hun vil altid være din prinsesse. Hun vil ALTID være den samme lille pige – som FØR hun fik det label på sig. Altid. Hun bliver stærk – for hun har en stærk familie i ryggen. Mind dig selv om, at hun er landet hos dig -FORDI DU KAN KLARE DEN KÆMPE OPGAVE der venter forude. Du er stærk og i kommer igennem det sammen. Du skal være der for hende. Kysse hendes kinder mørkerøde og hun VIL ALTID VÆRE DIN LILLE, SØDE PIGE.

Ordet “SPASTIKER” er et pølle-ord. Jeg hader også det ord….. Mest af alt fordi, det bliver brugt som skældsord.
(Ser mig selv sidde på mit teenage-værelse og øffe over, at min Far skruer ned for mine alt for larmende højtalere… og da han har lukket døren igen, hvæser jeg “SPASSER”….) Så ja…. pølle-ord….Lad os bruge CP i stedet……………
Tro mig, du skal nok vænne dig til: “Spastiker”, “Handicap” “Spastisk Lammet” og “Mit barn er handicappet”…
For det er en del af rejsen op til solen. Den hårde del af rejsen. Acceptfasen…. Den dumme acceptfase… Den tid, hvor man hverken spiser, sover eller tænker en rationel tanke….

DET VENDER!!! Du bliver dig selv igen. Kig på din pige. Bliv ved…nyd hende, kram hende, kys hende og giv hende bunker af kærlighed.
Hun er en engel med skader på vingerne. Og dem kan du hjælpe hende med………

Sensitivitet er skide irriterende…. og DET ER OKAY, at synes, at det er skide irriterende. For det er endnu en pubæ der skal rummes og accepteres.
“Hvorfor kan hun ikke bare klare dét, som alle vi andre”….
Julie kan bryde helt sammen, hvis der er én der griner for højt – eller hvis en hund gør uventet – eller ved andre “pludselige” lyde….
Det bliver bedre. Med tiden…. oppe på skyerne – i solen………….. I takt med at de vokser og begynder at forstå verden – bliver sensitiviteten langt nemmere at håndtere.
(Og ja, det er okay at have dage, hvor man som mor tænker: “KORS I RØVEN, HVOR ER DET HÅRDT”…. det har vi alle sammen – i store mængder!)

Husk, det hele bliver bedre. MEGET bedre. Sig det højt. Tal med dine veninder. Og forstå, at de gør DERES YPPERSTE for, at forstå dig. Det kommer de aldrig til – men de kan lytte og kramme. De kan være nærværende. De kan være stewardesser på flyveren. De kan låne dig PA´en, så du, i højtalerne på flyveren, kan få sagt højt, “JEG HAR ET HANDICAPPET BARN”…for det er svært…..mega svært…………..og det skal man sige 3200000 gange, før det føles okay….
Og pludselig en dag, ER det okay….

Når du finder roen (OG DET GØR DU – vi er MANGE der kender den følelse du har nu – og DEN FORSVINDER) … så lander du i varmen.

På øen: STOLTHED……….

Stoltheden over din søde, dejlige, smukke og MEGA seje fighter. DIN fighter. Stoltheden over, de bittesmå fremskridt hun gør. For de er små. I forhold til alle andre børn. Bittesmå. MEN DE ER DER. Og der kæmpes benhårdt for, at opnå bittesmå fremskridt….

Du får varmen igen. Rejsen er SMUK. Lang og hård – men sindssygt smuk.

Kære Anne – du er IKKE alene.

Kram fra Gitte

06 comments

writer

The author didnt add any Information to his profile yet

6 Comments

Malba

Wauw, bare wauw

Reply

admin

❤️

Reply

Mona

Puh Gitte, du forstår virkelig at sætte ord på hvad der forgår i manges hoveder, mit især! TAK!! det var nogle tåre der trængte til at komme ud. Det er så frygtelig latterligt, at det kan være så svært at sige “mit barn er handicappet ” men der er det! Og når min familie/venner omtaler vores datter som handicappet, kan jeg stadig mærke at det lige giver et gib indeni mig af irritation og måske nogen gange vrede. Men det er jo realitetten. (!)

Du og Julie får lige et kæmpe kram, for f… I er seje

Reply

admin

Kære Mona
Selvtak. Og TAK fordi du læser med og sender en tanke med på vejen. Det varmer!!
Det er en hård realitet – men vi er heldige, for vi har fået nogle små unikke mennesker.
Mange kram fra Gitte

Reply

Pia

Super skrevet, og igen meget rammende. Jeg kan kende så meget fra min egen rejse. Især accepten af, at hun stadig var den samme som før diagnosen, var svær. For hun var så lille, så næsten alt hvad hun var, lå i mine forestillinger om hvem hun var. Og de forestillinger havde jo bygget sig op lige siden vi planlagde at få hende, så de havde virkelig fået sat sig godt fast. Det væltede mig helt, at de forestillinger ikke holdt stik. Hvem var hun så? Det eneste jeg nu vidste med sikkerhed var, at ingen med sikkerhed kunne sige hvordan det her ville udmønte sig. For en tid, lige der midt i chokket, kunne jeg ikke kende mit barn, og afstanden føltes som om, at jeg helt havde mistet hende. Jeg havde mistet den person jeg troede, at jeg skulle have i mit liv, resten af mine dage. I stedet var der en anden….. et “fremmed barn”, troede jeg. For det skulle vise sig, at hun er præcis som jeg forestillede mig – bare med “den brækkede vinge”. Måske er hun endda sejere, mere bevist om at sine grænser, god til at sige fra, for vi skal ikke presse mere end hun bestemmer det, og så hun har fået så meget omsorg og opmærksomhed, som jeg er sikker på har givet hende en fordel hun ellers ikke ville have haft.
Jeg fandt især trøst i digtet om rejsen til Holland. Synes at det beskrev det så fint. Og det var også rart at høre, at det er ok at aldrig blive helt okay med at det ikke blev til en tur til “Italien”. Jeg er også sikker på at “Holland” har bidraget til hvem jeg er, udviklet mig, og givet mig et større perspektiv på verden, på andre mennesker og på mig selv.
Tak for at du deler dine tanker med os, det er nu engang bedre at “rejse sammen med andre” 🙂

Reply

admin

Kære Pia
Tak fordi du deler DIN historie.
Ja, det er dejligt at vide, at man ikke er alene i “flyveren”. 🙂
Din datter er heldig, at hun har en stærk og sej mor..
Mange klem fra Gitte

Reply

Leave a Reply

Instagram

Instagram has returned invalid data.